På besøg ved TV2



Power Apps, LinkedIn-grupper og netværk 

Den 30. august 2023 mødtes en god snes medlemmer af Microsoft 365 Brugergruppen ved TV2 i Odense.

Bestyrelsen havde tilrettelagt et inspirerende program, hvor vi først fik inspiration til at arbejde strategisk med opbygningen af et online-community idet Nicolai Hæggelin fra Digital Works kom med gode eksempler på, hvordan man kan sparke liv i et online community. Nicolai brugte brugergruppens egen LinkedIn-gruppe som eksempel, og lad os bare sige, at der var plads til forbedringer! (disse er naturligvis straks sat i værk:-)).

Thomas Vestergaard fra UpShare introducerede os derfor for Power platformen og de overvejelser, som man skal gøre sig omkring governance, miljø, application lifecycle management osv. når man gerne vil i gang med Power Apps. 

Thomas' indlæg blev fulgt op af Kasia Persson fra TV2, der forklarede hvordan de arbejder med Power Apps i TV2 - hvad har man lov til, hvordan sikrer man forretningen og meget mere.

Endeligt gik deltagerne i grupper, og præsenterede egne Power Apps (eller andre fede ting, hvis man nu ikke lige havde en Power App), og det gav god inspiration at se, hvordan andre relativt enkelt har formået at bygge velfungerende Apps, der letter dagligdagen for forskellige medarbejdergrupper i de mange repræsenterede organisationer.

Dagen blev rundet af med en rundvisning på Kvægtorvet, hvor vi både kom i Nyhedernes studie, forbi sporten, mødte 'Continuity-teamet' (som er de teknikere, der sikrer at der altid sendes signaler ud igennem TV2s kanaler) og meget mere - alt i alt en spændende dag med masser af muligheder for at styrke netværket omkring Microsoft 365.

 

På besøg ved TV2